De fire anerkendte mindretal i den tysk-dansk-frisiske grænseregion

"Hjemstavn er det, man taler" – sådan lyder titlen på en tale af den rumænsk-tyske forfatter og Nobelprismodtager Herta Müller. Denne sætning passer også på den tysk-dansk-frisiske grænseregion. Her har fire befolkningsgrupper gennem mange årtier fortsat plejet deres modersmål, også som mindretal.

Tosprogethed som en berigelse

Med den store betydning, som sproget har for deres identitet, er det ikke overraskende, at Nordschlesvigere, Sydslesvigere, Nordfrisere og Sinti og Roma fokuserer på at holde det tyske, danske, frisiske og romani i live – både i familien, men også i skolen, kirken, foreninger, myndigheder og andre offentlige områder. De oplever deres tosprogethed som en berigelse og ønsker, at flertalsbefolkningen også gør det.

Ved den seneste Europeada i Kärnten kunne man for eksempel opleve, hvordan Sydslesvigs spillere talte tysk på banen, men dansk i offentligheden. "Det er en stor gave for en ung person at vokse op i to kulturer," siger Europeada-ambassadør Mads Buttgereit.

I Tyskland er foruden de nævnte også sorberne anerkendt som mindretal gennem Europarådets rammekonvention til beskyttelse af nationale mindretal og gennem chartret til beskyttelse af regionale og mindretalssprog. I Danmark er den tyske befolkningsgruppe det eneste anerkendte mindretal.

De tyske Sinti og Roma – lang kamp for anerkendelse og borgerrettigheder

Romani, sproget for Sinti og Roma, er ikke særlig synligt i offentligheden. Medlemmerne af denne befolkningsgruppe, som har boet i Tyskland i over 600 år, er gennem århundrederne blevet forfulgt og fordrevet. Under nazitiden, hvor 500.000 europæiske Sinti og Roma blev myrdet, lærte raceforskere deres sprog for bedre at kunne afhøre og udspørge dem. For mange Sinti og Roma er romani stadig et beskyttelsesrum, som de kun meget forsigtigt afslører.

Baseret på romanis slægtskab med det indiske sanskrit antages det, at Sinti og Roma oprindeligt stammer fra Indien. "Sinti" betegner de medlemmer af mindretallet, der har boet i Centraleuropa siden slutningen af middelalderen, mens "Roma" betegner dem af øst- eller sydøsteuropæisk oprindelse. I slutningen af 1970'erne opstod borgerrettighedsbevægelsen for de tyske Sinti og Roma, som i begyndelsen måtte kæmpe for anerkendelse af folkedrabet på deres mindretal. I dag fokuserer de på mindretalsrettigheder og kulturel deltagelse samt erindrings- og oplysningsarbejde.

Sædet for det i 1982 grundlagte Zentralrat samt Dokumentationszentrum Deutscher Sinti und Roma er i Heidelberg. Zentralrat har mange tilknyttede regionale forbund, som for eksempel Landesverband Schleswig-Holstein med sæde i Kiel.

Det tyske mindretal i Danmark – med egen bakke

Det tyske mindretal i det sydlige Danmark består af omkring 15.000 mennesker. Det blev dannet efter folkeafstemningen og den deraf følgende grænseændring i 1920 fra befolkningen i Nordslesvig, som havde tyske rødder og følte sig tyske. I dag er det tyske mindretal en integreret del af det danske samfund. Deres hovedorganisation er Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), hvis generalsekretariat ligger i Aabenraa. Mindretallet driver egne børnehaver, skoler og biblioteker, hvor også danskere er velkomne.

Derudover udfører mindretallet kirkeligt og socialt arbejde, udgiver en egen avis og tilbyder kulturelle og sportslige aktiviteter i mange foreninger. Den politiske repræsentation er Slesvigsk Parti, som er repræsenteret i kommunalbestyrelserne i Tønder, Sønderborg, Aabenraa og Haderslev. Det kulturelle centrum er kultur- og kursuscentret og mødestedet på den 97 meter høje Knivsbjerg.

Det danske mindretal i Tyskland – med sæde i Forbundsdagen

Et lignende opgavefelt har også det danske mindretal i Sydslesvig, som strækker sig ind i Rendsborg- Egernførde kredsen. Den kulturelle hovedorganisation er Sydslesvigsk Forening (SSF) med base i Flensborg. Til det geografisk godt fordelte skolesystem, hvor der hovedsageligt undervises på dansk, hører også de to gymnasier i Flensborg og Slesvig. Mindretalspartiet, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), er ud over at være repræsenteret i kommunal- og byråd samt kredsdage også repræsenteret i Schleswig-Holsteins landdag og med en plads i den tyske Forbundsdag.

Det kulturelle centrum er Norderstraße i Flensborg med Flensborghus, Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig og Aktivitetshuset. Højdepunktet er hver forsommer de årlige møde "Årsmøder", som er en mangfoldighed af arrangementer fra debatmøder over forsamlingshusmøder, grillfester og familiearrangementer til store regionale folkefester. Dannebrog, det danske flag, bæres gennem gaderne.

Den frisiske befolkningsgruppe – med eget institut

I Kreis Nordfriesland bor der omkring 160.000 mennesker. Af dem identificerer cirka 50.000 sig som friser. Færre end 10.000 taler stadig aktivt frisisk i forskellige dialekter. Andre friser i Tyskland bor i det nordvestlige Niedersachsen og i Saterland (Kreis Cloppenburg). Uden for Tyskland er der stadig vestfriserne, som bor i Nederlandene.

Med Friesisch-Gesetz vedtog Slesvig-Holstens landdag i 2004, at frisisk i Kreis Nordfriesland og på Helgoland er det andet sprog i offentlig administration og retsvæsen. I Nordfriesland kan man også se beboernes sproglige hjem: vejskiltene er tosprogede – for eksempel står der under Nibøl også Naibel. Den centrale organisation er Friesenrat/Sektion Nord, som har sæde i Bredsted. Der findes også Nordfriisk Instituut, som forsker, fremmer og plejer det nordfrisiske sprog, historie og kultur.

Forbilledlige mindretalsrettigheder

Rettighederne og den kulturelle uafhængighed for mindretallene på begge sider af grænsen er på ingen måde selvfølgelige i europæisk sammenhæng. Netop derfor tager de værtskabet for den 5. Europeada meget alvorligt og glæder sig til en fælles fest for fodbold, mangfoldighed og demokrati.