"Serbere i Kroatien" repræsenterer mindretallet af serbisktalende i Kroatien. Skabelsen af en serbisk identitet i Kroatien er resultatet af etnisk og national integration og territoriale processer hos både kroater og serbere. På trods af at serbernes etniske navn dukkede op på Kroatiens territorium meget tidligt, var det serbernes migrationer i det 15. og 18. århundrede, der etablerede det serbiske samfund i Kroatien. Selvom serbernes identitet og interesser var omstridte, blev serbisk ethnos, på det tidspunkt uden statslig struktur, bevaret af et stærkt sprog og religiøs enhed, såvel som af kirkens konstant voksende betydning og serbernes sociale rolle i landlige og militære kredse i det osmanniske og østrig-ungarske imperium. Migrationerne spillede en vigtig social-politisk rolle i de europæiske kristne herskeres forsvarsplaner mod den osmanniske invasion. Den første migrationsgruppe ankom til Žumberak. I 1593 gav Ferdinand I af Habsburg dem begrænsede privilegier for deres militære rolle. Statute Valachorum (Vlach-statutten), et dokument udstedt i 1630 af Ferdinand II, gav serberne betydelige privilegier i områderne mellem floderne Sava og Drava. Det betød, at hver landsby, der tilhørte de militære kaptajner Križevci, Koprivnica og Ivanić, på Sankt Georgsdagen havde ret til at vælge deres landsbyrektor.

Inden for kaptajnskabet havde serberne også ret til at vælge højesteret og otte dommere, som ledede retssagerne i området. Det 17. århundrede var præget af den nyankomne befolknings kamp for at etablere sin religiøse frihed og uafhængige kirkeorganisation. Denne kamp, især mod kirkeforeningen, efterlod et permanent aftryk i sindet og mentaliteten hos serberne i Krajina (den militære grænse). Den religiøse identitet var den grundlæggende sammenhængskraft og dynamiske faktor for serbernes overlevelse på det tidspunkt. Uden deres egen stat og i en tid, hvor ideen om moderne nationalisme var ikke-eksisterende, blev de første biskoppers opførsel, Simeon Vretanijski og hans efterfølgere, der anerkendte både patriarken af Pech og ærkebiskoppen af Zagreb, opfattet som legitim. Den bitre, næsten hundrede år lange kamp for de ortodokse serberes sjæle ved den militære grænse blev afspejlet i Marča-klostrets skæbne og afsluttet med Arsenije Čarnojevićs ankomst efter den store serbiske migration og det arbejde, som den første episkop af Øvre Karlovac, Arsenije Ljubojević, udførte. Den ortodokse kirkes præster, fremtrædende borgere og landsbyboere forsvarede overlevelsen af den ortodokse kristne religion. Kejser Leopold I gav serberne national og religiøs frihed og økonomiske privilegier (fritagelse fra 10 procent skat pålagt af den katolske kirke). Ved at vælge Nikodim Busović som Stratonic Episcope forlod de dalmatiske serbere det dabrobosniske metropolinat.

Serbernes største institutionelle landvindinger i Kroatien i det 18. og 19. århundrede var de selvstændige folkekirkelige forsamlinger. Den første forsamling blev afholdt i Krušedol i 1707, da Isaija Đakovic blev valgt til metropolit, og styret i Gornji Karlovci kom under metropolinatets jurisdiktion. I kronologien over de vigtigste forsamlinger er den 18. eller majforsamlingen i 1848, der blev afholdt i Karlovci, hvor metropolit Rajačić blev udråbt til patriark, og Stefan Šupljikac, en højtstående militær officer i Ogulin-regimentet, fik titlen serbisk hertug (voivode). Det er også vigtigt at nævne den 19. samling, der blev afholdt i 1861, hvor det netop afskaffede serbiske Vojvodina (Serbiens voivodskab) var genstand for diskussion. Den afgørende ændring i forsamlingernes struktur blev foretaget af den ungarske forsamling i 1868, som vedtog en lov, hvis artikel 9 fastslår, at serbiske folkekirkelige forsamlinger skal bestå af metropolitter, 25 gejstlige og 50 civile udsendinge, som er demokratisk valgte, hvoraf 25 medlemmer kommer fra Krajina. Karlovac-metropolitanatet med dets forsamlinger repræsenterede den sociale, kulturelle og politiske autonomi for serberne, der levede "mellem to floder" i mere end tre århundreder. Mod slutningen af sin aktivitet inkluderede metropolitanatet Bukovinsko-Dalmatian Eparchy og bragte dermed dalmatiske serbere under ét fælles tag.

De første uddannelses- og kulturforsøg er også forbundet med den serbiske ortodokse kirke. Derfor blev der grundlagt en ortodoks teologisk skole i Krka i 1614 og i Karlovac i 1794. I 1783 blev den ortodokse teologiske skole (såkaldt kliričeska škola) åbnet i Pakrac. På det tidspunkt besøgte Dositej Obradović Kroatien i sine bestræbelser på at udbrede uddannelse blandt serberne. Autonome religiøse skoler blev ofte åbnet, men snart lukket. En undervisningsskole for kvinder åbnede i Karlovac i 1865 og en undervisningsskole for mænd i Pakrac i 1894. De to skoler repræsenterede en stor succes for Karlovac Metropolinate. I løbet af det 18. århundrede var der to problemer, der påvirkede serbernes tro på det østrig-ungarske imperium: Det russisk-østrigske forhold og de reformer, som kejserinde Maria-Theresa gennemførte. I det 19. århundrede tog serberne desuden fat på landboreformerne. Efter 1848 blev det politiske liv intensiveret, især efter grupperingen af den serbiske politiske elite i Det Treenige Kongerige og efter demilitariseringen af Krajina (den militære grænse) og dens forening med Dalmatien og Slavonien i 1871. Da kroaterne udtrykte deres planer og ideer som en del af deres sociale udvikling i imperiet, var der et behov for, at serberne gjorde det samme. I slutningen af det 19. århundrede blev der dannet serbiske borgerinitiativer i Kroatien.

De vigtigste politiske grupper støttede grev Khuen Hedervary og sikrede sig dermed en stærk national position i imperiet, men det skabte modsætninger i deres forhold til kroaterne. På samme tid blev der dannet oppositionspartier: Det serbiske folks uafhængige parti Srpska narodna samostalna stranka, Det serbiske folks radikale parti Srpska narodna radikalna og i Dalmatien, Det serbiske parti. Der blev også udgivet fremtrædende aviser: Srpski list, Srbobran og Dubrovnik. Serbian Bank blev grundlagt som en stærk national og finansiel institution. Desuden blev Privrednik, en forening, der tilbød unge serbere handels- og købmandsuddannelse, etableret. Serbiske landbrugskooperativer forenede sig, og der var mange velgørenhedsorganisationer grundlagt af serbiske kvinder. Kampen mellem de styrker, der var loyale over for imperiet, og dem, der gik ind for uafhængighed, efterlod dog sine spor i det serbiske samfund. I det 20. århundrede deltog Pribićević-brødrene som ledere af en ny politisk generation i grundlæggelsen af den kroatisk-serbiske koalition, som vandt parlamentsvalget i 1906. Koalitionen var udgangspunktet for alle fælles kroatisk-serbiske politiske aktiviteter i det forrige århundrede. Efter genforeningen i 1918 deltog de vigtigste serbiske politiske kræfter i grundlæggelsen af Det Demokratiske Parti, der blev ledet af den pan-jugoslaviske idé. I 1924 grundlagde Svetozar Pribićević Det Uafhængige Demokratiske Parti, og i 1927 indgik det i en koalition med Det Kroatiske Bondeparti og dets grundlægger Stjepan Radić.

Unge og veluddannede Krajina-serbere blev stærkt påvirket af kommunistiske ideer og bevægelser, da kroatisk-serbiske uddannelses- og socialpolitikker kom ind i serbiske landsbyer. Da Ustashas dukkede op på den politiske scene, var partisanernes oprør derfor forventeligt. Det store antal serbiske ofre i Kroatien under Anden Verdenskrig og de politiske forhandlinger om uafhængige nationale personligheder markerede vendepunktet i den serbiske tragedie. Kun den serbiske kulturforening Prosvjeta overlevede i efterkrigstiden, og den var med til at opretholde den nationale identitet på trods af de svære omstændigheder. Prosvjeta fortsatte med sine aktiviteter op til det kroatiske forår og erklæringen om det kroatiske sprogs status og navn. For serberne i Kroatien repræsenterer det tyvende århundrede en tid med sejre og knusende nederlag. Men selv efter august 1995 fortsatte serberne i Kroatien med at følge og arbejde efter de århundredlange politiske principper om bevarelse af deres nationale identitet, social beskyttelse af de landområder, der er befolket af serbere, arbejde på fælles kroatisk-serbiske politikker og fortalervirksomhed for regional udvikling. For ikke at nævne, at førstnævnte ville være umuligt uden hjælp fra EU-faktorerne og deres magtbase. Faktisk bor der kun 200.000 serbisktalende i Kroatien. Serbere i Kroatien på Europeada Serberne i Kroatien vil efter EUROPEADA i 2016 deltage for anden gang.